• Dansk
  • Svenska
  • Norsk
Skandinaviens
Cuba Specialist

Fakta om Cuba

  • Officielle navn: Republica de Cuba
  • Hovedstad: Havana (la Habana)
  • Indbyggere: 11.061.886 (2013)
  • Areal, km2: 110.860
  • Sprog: Spansk
  • Styreform: Socialistisk republik ledet af præsident
  • Nationalmelodi: La Bayamesa
  • Valuta: Cubanske Peso & CUC (Cubansk konvertibel peso)
  • Tidsforskel: GMT – 5, Cuba er derfor 5 eller 6 timer efter Danmark, afhængig af sommertid. 
  • Visum: Som turist kræver dit besøg et turistvisum (Vi hjælper med dette)
  • Berømt for: Cigarer, rom, Fidel Castro, salsa, gamle amerikanerbiler
  • Bedste badesteder: Cayo Coco, Cayo Guillermo, Cayo Largo, Varadero, Playa Ancón(Trinidad) Playa del Este(Havana) og mange flere.. 
  • Elektricitet: 110 volt, så en adapter er nødvendig
  • Prisniveauer:
    • Øl på en café koster ca. 10-15 kr.
    • En mojito ca. 15 kr.
    • En pizza fra gadebod koster ca. 2 kr. 
  • Seværdigheder: Che Guevaras mausoleum, Escambray-bjergene, Revolutionsmuseet, Viñales-dalen, Cienfuegos, Trinidad og meget meget mere...

Cubas nyere historie

Årene efter spaniernes ankomst blev en stor del af den oprindelige indianske befolkning udryddet, og i årene fra cirka 1500 - 1823 blev omkring 650.000 slaver blev hentet fra Afrika. Slaverne var grunden til, at sukker var Cubas største indtægtskilde i mange år.

Krigen med Spanien om et uafhængigt Cuba begyndte i 1868 og endte i slutningen af det 19. århundrede med indgriben af USA. I 1959 startede juristen Fidel Castro den cubanske revolution for at forhindre den daværende regering i at "sælge" landet til amerikanerne. Cubanerne har i årenes løb været igennem en del og har stadig mange problemer at kæmpe med.


Vaccinationer

Som rejsebureau må vi ikke anbefale vaccinationer. Men Svane Rejser har et samarbejde med Rejseklinikken Aps. Klinikken foretager årligt mere end 10.000 vaccinationer til rejsende til hele verden og følger WHO’s nyeste og gældende regler for vaccination – og anbefaler kun vacciner, der er relevante for dig og den konkrete rejsedestination.

Rejser du og/eller din familie med Svane Rejser (herunder også SingleRejser) giver Rejseklinikken i Charlottenlund 10 % rabat på langt de fleste typer vaccinationer.
Du skal blot medbringe din bekræftelse på rejsen, som vi har sendt til dig.

OBS: Husk at være opmærksom på at nogle vaccinationer kræver flere indsprøjtninger over længere tid, så tjek dette i god tid.

Rejseklinikken bor:
Ordrupvej 60, 4 sal
2920 Charlottenlund
Tlf: 3963 0115
Mail: kontakt@rejseklinikken.dk

Tjek evt. deres hjemmeside inden du kontakter dem:
www.rejseklinikken.dk


Visum

Alle der rejser til Cuba, SKAL have et visum. Turistvisum kan bestilles hos Svane Rejser og koster kr. 585,- pr. person og er gældende i 30 dage fra indrejsedagen.

Skal du være væk i mere end 30 dage, skal du søge visum hos Cubas ambassade eller ansøge om forlængelse lokalt hos myndighederne i Cuba under selve opholdet.

Bemærk: Pas skal være gyldigt min. 3 måneder udover opholdet. Børn skal være i besiddelse af eget pas.

Udenlandske statsborgere, herunder personer med dansk flygtningepas eller fremmedpas, opfordres til at søge oplysning ved den cubanske ambassade.

Det er kundens eget ansvar at indhente de relevante informationer ang. pas, visum, transitvisum og at sørge for at have disse. 
Se mere generelt omkring regler på www.um.dk


Forsikring

VIGTIG information

Som altid, når man rejser uden for Danmark, er det vigtigt at tegne en rejseforsikring. De cubanske myndigheder, forlanger, at alle indrejsende til Cuba SKAL have tegnet en gyldig rejseforsikring fra et godkendt forsikringsselskab.
Det betyder, at du ved ankomst til Cuba skal kunne bevise overfor bl.a. indrejsemyndighederne, at du har tegnet en gyldig rejseforsikring.

Vi beder alle vore gæster til Cuba at tage dette nye krav meget alvorligt og sørge for at have en godkendt forsikring samt dokumentation på engelsk for din godkendte forsikring.
Forsikringsselskaberne er forpligtede til at udstede en sådan dokumentation, også hvis rejseforsikringen er en del af en indboforsikring eller på et kreditkort.
Svane Rejser kan IKKE holdes ansvarlig for problemer, der opstår som følge af, at dette krav ikke overholdes.  


Vejret i Cuba

Cubas beliggenhed gør, at øen er dejlig at besøge hele året. Vindene fra havet kan overalt nå ind til enhver del af øen. Den værste hede blæses bort, og klimaet er derfor mere behageligt end i andre tropiske områder. Klimaet i den sydøstlige del af Cuba er mærkbart varmere end mod nordvest. Ellers er temperaturforskellene generelt små på hele øen. Der er omkring 325 solskinsdage om året med middeltemperaturer på 25 grader. Juli måned er varmest og januar lidt køligere med temperaturer omkring 21 grader.

I Cuba skifter årstiderne først og fremmest mellem den tørre tid og regntiden. Den tørre tid strækker sig fra november til og med april. Der falder også regn i denne periode, men betydeligt mindre end i regntiden, som varer fra maj til oktober. August er periodens regnfattigste måned. Heftige skybrud med torden sent på eftermiddagen er almindeligt i sommermånederne. Orkaner, som er meget almindelige i Caribien, rammer undertiden også Cuba. De mest udsatte måneder er august, september og oktober.


Praktisk info

Afstande ved ankomst
Det tager en god ½ time at køre fra Havana lufthavn ind til Havana by og ca. 25 minutter at køre fra Varadero lufthavn til Varadero by.

Valuta
Den lokale møntfod er cubanske pesos. Når man er turist, handler man normalt kun med den konvertible peso (CUC), der er en parallel møntfod primært beregnet til turismen. Denne valuta kan IKKE købes/veksles i Danmark.

Én konvertibel peso er ca. 7 danske kroner - kursen følger den amerikanske dollars. Al handel foregår i pesos Convertible/CUC eller anden udenlandsk valuta UNDTAGEN amerikanske dollars efter Cuba i 2004 afskaffede den amerikanske dollar som betalingsmiddel. Vær meget opmærksom på, at alle rejsechecks og kreditkort såsom American Express og Diners Club, der er udstedt af amerikanske pengeinstitutter, ikke kan benyttes. De fleste banker modtager Visa og Mastercard, så det er ikke længere noget større problem at hæve kontanter.

Lokal valuta kan også hæves i bankerne med kreditkort. Bemærk dog at de nye chipkort ikke kan bruges alle steder endnu. Vi anbefaler at medbringe et kreditkort uden chip. Der tages et gebyr, når kortet benyttes til betaling eller der hæves kontanter.

Euro er den bedste valuta at medbringe, og giver også den bedste kurs, når du veksler til CUC. Der kan veksles allerede ved ankomsten i lufthavnen.  

Shopping
Du kan med fordele købe souvenirs, såsom rom, musikinstrumenter, traditionelle cubanske dukker, cigarer og kunsthåndværk. I løbet af de senere år er der dukket flere markeder op med alt lige fra souvenirs til fødevarer.

Drikkevand
Vi anbefaler, at du køber vand på flaske.

Strømstyrke
110 V (220 V få steder). Adapter er nødvendig - stik med flade "amerikanerben" benyttes overalt.

Sprog
Det officielle sprog er spansk. På hoteller, hos biludlejningsselskaber og lignende tales også engelsk. Det kan dog være en god ide at lære sig et par spanske gloser, hvis man vil i kontakt med de lokale. 


Underholdning

Restauranter og natteliv
Det cubanske køkken er en blanding af det spanske og det afrikanske køkken og baseret på tunge råvarer som heftige kød- og bønneretter samt omeletter med masser af ris. Derudover anbefaler vi alt godt fra havet - særligt den cubanske hummer er en specialitet.

Der drikkes primært vand og øl til maden, men man kan på de fleste hoteller og større restauranter også få rød- eller hvidvin. Den berømte cubanske rom er af høj kvalitet og et must, når man er i Cuba. Man drikker den enten ren eller blandet med diverse drikkevarer.

Prisniveauet i de store byer er lidt lavere end i Danmark. Et måltid med en øl koster omkring 8-12 CUC. Kommer man derimod lidt uden for turistområderne er prisniveauet væsentlig lavere.

Drikkepenge er påskønnet de fleste steder, men er ikke obligatorisk. Beregn ca. 10 % på restauranter og hoteller.

Dans og musik
Salsa- og mamborytmerne høres overalt i Cuba og forstærker indtrykket af cubanernes livsglæde. 
Det var de afrikanske slaver, der i sin tid bragte rytmerne og dansen til Cuba, som derefter blev blandet med de spanske guitarer. Musikken og dansen er en stor del af cubanernes liv og overalt på gaden oplever man den sprudlende musik og dans.


Rejser til Cuba og TripAdvisor

Flere og flere benytter sig af TripAdvisor, når de skal vælge hoteller til deres næste Cuba-rejse.

Tripadvisor skriver:

"Uanset om du foretrækker verdensomspændende hotelkæder eller hyggelige butikshoteller, finder du ægte hotelanmeldelser, som du kan have tillid til, hos TripAdvisor. Millioner af rejsende har delt deres ærlige anmeldelser af hoteller, bed & breakfasts, kroer, m.m. Tilføj dine anmeldelser, og hjælp rejsende i hele verden med at planlægge en god rejse".

Vi holder os altid opdateret og besøger selv Cuba årligt for at have en fornemmelse af, hvordan standarden er på de hoteller, som vi benytter. 

bubble