Cuba Completo
Rejsen er tilrettelagt, så I kommer igennem alle de spændende områder på hele øen
Vil I opleve hele Cuba, så er denne rundrejse med besøg i både det vestlige og østlige Cuba den helt rigtige rejse for jer. Der er tid til at opleve og ikke mindst afslapning i nogle dage ved Playa Guardalavaca til sidst.
Rejsen kort beskrevet
2 nætter i Havana
Gå på opdagelse i Cubas største by, som har et væld af spændende historiske bygninger og hyggelige gader. Tag på rundtur i en åben amerikanerbil fra 50'erne, besøg Revolutionsmuseet og lær mere om Castro og Che eller giv jer i kast med en salsalektion og mærk de caribiske rytmer. Havana byder på et hav af muligheder og I har god tid til at få det hele med.
2 nætter i Cienfuegos
Byen, som bliver kaldt Sydens Perle, er ikke så stor, men fantastisk charmerende. Gå på opdagelse omkring den lille hyggelige bymidte eller nyd Cienfuegos-bugten fra vandet.
3 nætter i Trinidad
Gå på opdagelse i den gamle kulturhistoriske koloniby og oplev de brostensbelagte gader, som er på UNESCO's liste over verdensarv. I Trinidad kan I også besøge den smukke Ancon strand og slappe af ved vandet.
1 nat i Camagüey
Den gamle bydel i Camagüey er også på UNESCO's Verdensarvsliste. Byen blev oprindeligt grundlagt ved kysten, men blev på grund af gentagne piratangreb, flyttet ind i landet.
2 nætter i Santiago de Cuba
Landets gamle hovedsted og næststørste by, har et væld af interessante bygninger, som er blandt landets ældste. Der er mange museer og kirkegården er blandt den mest spændende i landet, hvor Bacardi-brødrene og mange fra revolutionen er begravet. Byen byder derudover på et fascinerende musikliv og mange af de cubanske rytmer, udspringer fra Santiago de Cuba.
1 nat i Baracoa
Den lille maleriske Baracoa er Cubas ældste koloniale by. Byen er på mange måder et tropisk paradis med mange palmer.
3 nætter i Guardalavaca
Paradisstrandende i det østlige Cuba giver jer mulighed for at nyde det Caribiske Hav. Nyd dagene på stranden eller ved poolen. Tag på katamarantur, sejl i havkajak, tag på jeepsafari eller fisketur, besøg markeder og byen Holguin med musik og butikker. Gå en tur i spaen. Eller sæt jer til rette i en solstol og nyd en god bog.
1 nat i Santa Clara
Se historiske Santa Clara. Her fandt det sidste store slag i den cubanske revolution sted i 1958. Det var den cubanske revolutionsleder Ché Guevara, der stod i spidsen for styrkerne i dette afgørende slag imod regeringstropperne, og derfor ligger hans mausoleum netop her – og det ser I naturligvis også.
1 nat i Havana
I ankommer til Havana fra Santa Clara og har en overnatning her, inden rejsen går hjem.